Malene
22 marts 2024

Mediegrafiker Marlene fik sommerfugle i maven, da hun første gang hørte om Skills: Nu skal hun selv deltage

Marlene får et chok, da hun bliver indstillet til DM i Skills 2024, selvom hun godt havde tænkt, at det ville være sjovt at deltage. Hun giver æren til sine læreres engagement og sin læreplads Brand Makers, hvor hun får en masse forskellige designopgaver. Men det er helt tydeligt, at det også er Marlenes egen kombination af kreativitet og ansvar, der gør hende til en stærk kandidat til DM i Skills 2024.

Navn: Marlene Westfall Sørensen

Virksomhed: Brand Makers ApS

Skole: AARHUS TECH

Alder: 26 år

Malene

Hvad går dit fag ud på?

- Mediegrafikerfaget dækker hele den grafiske branche, og vi laver TV-spots, brochurer, emballage, katalogdesign og hjemmesidedesign. Vi er inde over alt, hvad der er designrelateret.

Hvorfor valgte du at uddanne dig som mediegrafiker?

- Jeg har altid været meget kreativ og vidst, at jeg ville arbejde med noget kreativt. På et tidspunkt var jeg i praktik og arbejdede tæt sammen med en, som var mediegrafiker. Hun pegede mig i den retning.

Hvad er det bedste ved dit fag?

- Det bedste er diversiteten i opgaverne. Vi kommer rundt om en masse forskelligt, og jeg kan især godt lide at arbejde med animationer og bevægelsesdesign. Og så er det rigtig fedt at være i lære. Det er god måde at lære faget på i stedet for at læse i en bog. Jeg kan godt lide det med at komme ud på arbejdsmarkedet, vise sit værd og være en del af en arbejdsplads. Jeg ser mere min læreplads som en arbejdsplads.

Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du nu skal dyste til DM i Skills?

- Det spørgsmål stiller jeg også mig selv. Da vores underviser fortalte, at vores branche deltog i Skills, så sad jeg med sommerfugle i maven og tænkte: Det kunne være sjovt at prøve. Men det kom alligevel som et chok, da jeg var blevet indstillet. Jeg er nok blevet så dygtig på grund af lærernes engagement for at få os ud i erhvervslivet og så min læreplads, hvor jeg får en masse ansvar. Jeg er med rundt på alle opgaver, fordi jeg er elev og får lov til at prøve de sjove ting.

Hvordan forbereder du dig til DM?

- Min læreplads sørger for, at jeg får lidt intensiv træning i photoshop. Ellers tager jeg det lidt som det kommer.

Hvad glæder du dig særligt til i konkurrencen?

- Jeg glæder mig til at komme over og se det hele. Og så glæder jeg mig til at møde de andre mediegrafikere og se deres faglighed. Bare i min klasse er der et mega højt niveau – jeg skiller mig ikke ud -  så det bliver spændende at se, hvad de andre mediegrafikere kommer med.

Hvad siger dine familie og venner?

- Min familie kommer med over og ser det, og de synes, det er spændende. Dem fra klassen synes det er sejt - så det er et skulderklap at få.

Hvad drømmer du om at arbejde med som mediegrafiker?

- Jeg drømmer om at være et sted, hvor jeg er glad på at gå på arbejde hver dag. Hvor jeg kan udfolde mine grafiske evner og sidde med forskellige opgaver.

Bruger i AI på skolen eller din læreplads?

- Vi bruger det blandt andet til Photoshop på arbejdet, hvor vi har en betaversion, der gør, at man kan fjerne ting på billeder hurtigt. Vi bruger det der, hvor vi kan tidsoptimere, så hvor vi før kunne bruge to timer på at redigere et billede, tager det nu en halv time. Men det er stadig nyt og ikke noget, som vi bruger hver eneste dag.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Sine Neuchs Thomsen

Kommunikationskonsulent

Telefon

33 77 91 33

Mobil

22 87 83 51

E-mail

st@iu.dk

Cecilie Rønsholt

Kommunikationskonsulent

Telefon

33 77 91 66

Mobil

21 51 09 58

E-mail

cr@iu.dk